Det nye DNA i skolesystemet

2015 – 2018

Danmarks fremtid er dybt afhængig af, at vi får flere børn og unge til at forfølge deres idéer og skabe nye løsninger, produkter og ydelser – og dermed også arbejdspladser.

At få ideer og lære at handle på dem så det skaber værdi for andre – det er her foretagsomhed kommer ind som en af de fremtidige efterspurgte kompetencer. Det nye DNA i skolesystemet.

Og vi taler ikke kun om foretagsomhed i snæver forstand som kompetencen til at blive iværksætter med foden under eget bord, men om foretagsomhed i bred forstand for det er det virksomhederne har brug for  - kreative, foretagsomme og udviklingsorienterede medarbejdere, der stiller spørgsmål, finder nye løsninger og er med til at videreudvikle virksomheden.

Og for eleverne giver det også rigtig god mening samt øget motivation til at lære alle de andre fag i folkeskolen. Undersøgelser viser nemlig, at elever der deltager i "foretagsomhedsundervisning":

  • er væsentlig gladere for at gå i skole
  • har det godt med deres kommerater
  • har højere uddannelsesambitioner
  • ser lysere på fremtiden
  • har større forståelse for deres egen rolle og værdi og
  • starter flere aktiviteter i deres fritid

 

Kolding Kommunes vision 2022 omhandler 4 bullits, som man gerne vil være kendt og anerkendt for i 2022. En af dem er entreprenørskab.

Kolding Kommunes erhvervsstrategi 2022 indeholder derfor også for at få sammenhæng i hele ”fødekæden” vedr. entreprenørskab som noget nyt et særligt indsatsområde med følgende tekst:

Iværksætteri og entreprenørskab i skolesystemet

Målet er at styrke børnenes design-, innovations- og handlingskompetencer så de bliver mere foretagsomme og senere hen enten starter egen virksomhed eller bliver entreprenørielle i de virksomheder, hvor de bliver ansat.

Jeg har her i det praktiske arbejde været Børne- og Uddannelsesforvaltningens samarbejdspartner som inspirator, konsulent og kontaktformidler til erhvervslivet.

Vi har haft et mål om at komme i Top 5 blandt de 98 kommuner målt på andelen af grundskoleelever, som modtager undervisning i foretagsomhed og entreprenørskab.

 

Fonden for Entreprenørskab har kortlagt entreprenørskabsundervisningen i det danske uddannelsessystem 2016/2017.

Alle kommuner har deltaget i undersøgelsen og de enkelte kommuners andel af elever, der har deltaget kan ses her.

I alt har 19% af alle elever i grundskolen i Danmark haft entreprenørskabsundervisning i skoleåret 2016/2017 – i alt er det 133.400 elever.

I Kolding har 46% af alle elever i grundskolen haft entreprenørskabsundervisning i skoleåret 2016/2017 – i alt er det 5.418 elever, en fremgang på 45% i forhold til skoleåret 2015/2016.

Kolding er ikke alene pænt over landsgennemsnittet. Faktisk er Kolding nr. 4 målt på den relative andel af elever, der har deltaget og målt efter det faktiske antal elever, der har deltaget er Kolding blevet nr. 2 efter København.

 

Målet er nået – Kolding er kommet i Top 5.

Det er et resultat, som har mange fædre og kun er nået via et rigtig godt samspil og samarbejde mellem mange engagerede aktører, der har bidraget på hver deres måde og med hver deres kompetencer.

Så – my mission is completed!